Til forsiden af GolfAid 2009

Om GolfAid - historien

Det er i 2009 niende gang, at sportsfolk, skuespillere, tv-stjerner, musikere og entertainere stiller op for den gode sag og dyster om titlen som den uofficielle Danmarksmester i Stjernegolf. Det hele startede tilbage i 2001, da Søren Bach fra Holstebro fik en god ide under afskedskampen for Poul-Erik Høyer. Badmintonspilleren fik et sæt golfkøller foræret af Steen Tinning og det satte tankerne i gang, husker Søren Bach. ”Der var en masse sportsstjerner samlet til afskedskampen. Da mange af dem spillede golf, lå konceptet lige for. Vi kunne samle en masse stjerner til en charity golfturnering en gang om året. Jeg var lige blevet far, så det var naturligt at pengene skulle gå til Rigshospitalets BørneUngeprogram.”

På det tidspunkt var Michael Laudrup protektor for BørneUngeProgrammet. Søren Bach kontaktede fodboldstjernen, som via sine kontakter hjalp til med at få turneringen sat i gang. Holstebro Golfklub lagde græs til den første turnering, som dengang hed ”DM for Sportsstjerner”, og det var en succes fra starten. Siden har Stjernegolf besøgt Himmerland, Odense Eventyr, Vejle og Horsens. I 2005 blev konceptet udvidet på flere fronter og fik navneforandring til Golfaid. Børneturneringen Kids Cup blev etableret, men måtte dog sættes på stand by fra 2009.

Efter mange år på TV, er GolfAid dog stadig mest kendt som Stjernegolf, der er blevet en tilbagevendende begivenhed som stjernerne ser frem til at deltage i. De stiller alle gratis op en eller to dage, alt efter hvad der kan presses ind i kalenderen. Det er her, de mødes og hygger sig under en golfrunde og til aftenarrangementerne. Og alle er meget bevidste om, at de med deres tilstedeværelse er med til at støtte en alvorlig sag. Først og fremmest ved at pleje de sponsorer, som spiller med i fredagens ”Stjerne-AM” og til aftenens gallamiddag. Og ikke mindst sørger stjernerne for at levere god underholdning til publikum under lørdagens match, der altid er åben for publikum med gratis entre.

Søren Bach er også hvert år rørt over, hvor mange der stiller op for at hjælpe GolfAid. ”Det er fantastisk, hvor stor opbakningen er til vores arrangementer. Om det er til Stjernegolf eller auktion, så får vi altid supergod respons fra stjernerne. ” Efterhånden som GolfAid har udviklet sig, har Søren Bach været nødt til at få ekstra hjælp via forskellige eventfirmaer. Trods en travl hverdag som Privatebanking Direktør i Danske Bank og med tre små piger, er det dog stadig Søren Bach, der sidder i Herning og trækker i trådene.
  Hovedsponsorer GolfAid 2010
Danske Bank Horsens Kommune Weber Grill Danske Invest EM Inventar